Gør det, der er godt

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

Gør det, der er godt​

En mand søgte ud i sin mark for at finde ensomheden blandt det han kendte så godt, sine planter. På vejen mærkede han til bladene på sin avl, mærkede deres spændstighed og saftighed. Disse planter forstod at leve. De tog alt det gode fra jorden, lod det fælde sig og fylde i sig og voksede derved. Ak, hvem der var plante, tænkte manden, de optager kun alt det gode og lader det, der ikke er godt, ligge tilbage i jordens muld.

Manden fandt sit sted, det sted han altid søgte, når han ønskede ensomheden og samhørigheden. Han satte sig og kiggede ud over sin mark. Så alt det levende, der i hvert sit område herskede. Insekterne i deres, planterne i deres, fuglene deres osv. Og han så deres samhørighed og afhængighed af hinanden, deres given til og tagen fra hinanden. Et lille univers i universet.

Og her sad han og følte sig udenfor dette univers og dog i samhørighed. For selv om det lod til at ingen i dette mini univers ænsede ham, vidste han, at han var en del af det, han der havde været med til at skabe dette univers, da han såede afgrøden. Og han der skulle høste og nyde godt af dette univers, der til den tid ville lukke sig. Insekterne ville finde andre universer ligesom fuglene, pattedyrene og det andet, der levede i dette for dem nu paradis. Intet sluttede, det fik blot en ny begyndelse.

Afgrøden blev årsag til nye universer, årsag til overlevelse for andre og levede på den måde videre i andre små universer i universet og skabte grobund for disse. Alt hørte sammen, alt var i samhørighed – gennem at tage alt det gode, der lå til hvert enkelt væsen og lade det mindre gode ligge til andre, for hvem dette var godt…

En mand søgte ud i sin mark for at finde ensomheden blandt det han kendte så godt, sine planter. På vejen mærkede han til bladene på sin avl, mærkede deres spændstighed og saftighed. Disse planter forstod at leve. De tog alt det gode fra jorden, lod det fælde sig og fylde i sig og voksede derved. Ak, hvem der var plante, tænkte manden, de optager kun alt det gode og lader det, der ikke er godt, ligge tilbage i jordens muld.

Manden fandt sit sted, det sted han altid søgte, når han ønskede ensomheden og samhørigheden. Han satte sig og kiggede ud over sin mark. Så alt det levende, der i hvert sit område herskede. Insekterne i deres, planterne i deres, fuglene deres osv. Og han så deres samhørighed og afhængighed af hinanden, deres given til og tagen fra hinanden. Et lille univers i universet.

Og her sad han og følte sig udenfor dette univers og dog i samhørighed. For selv om det lod til at ingen i dette mini univers ænsede ham, vidste han, at han var en del af det, han der havde været med til at skabe dette univers, da han såede afgrøden. Og han der skulle høste og nyde godt af dette univers, der til den tid ville lukke sig. Insekterne ville finde andre universer ligesom fuglene, pattedyrene og det andet, der levede i dette for dem nu paradis. Intet sluttede, det fik blot en ny begyndelse.

Afgrøden blev årsag til nye universer, årsag til overlevelse for andre og levede på den måde videre i andre små universer i universet og skabte grobund for disse. Alt hørte sammen, alt var i samhørighed – gennem at tage alt det gode, der lå til hvert enkelt væsen og lade det mindre gode ligge til andre, for hvem dette var godt…

Af dette univers, denne samhørighed, kan menneskeheden i jeres univers lære mangt og meget, men mest af alt at tage og bruge det, der er godt for jer og lade det ligge, der er mindre godt til brug for andre væsener for hvem, det er godt.

Men ikke blot på fysisk, materiens, plan, også i jeres sind. At lade det ligge, der ikke er godt for jer og tage rigeligt for jer af det, der er godt: Nyde solskinnet fremfor at tage for jer af skyerne, der måske er på vej til at dække solen. At nyde glæden ved det, der er, det du har, fremfor at begære og kræve det, der ikke er, og det du ikke har.

Se dit sind som markens univers. Hver del af dit sind har noget godt til den del, og noget der ikke er godt. Dit sind er et univers med mange facetter, mange følelser, oplevelser og tanker. Alt har hvert sit område, men er også samhørigt. Alt påvirker hinanden og lever af hinanden, som markens væsener i deres univers.

Sindets struktur er opdelt og dog et hele. Et univers med mange mindre universer, som igen har mindre universer osv. … Og i sindet finder du dig, derinde bagved, din sjæl. Men for at komme derind må sindet have det, der er godt for det. Det må have lys. Det må oplyses af alt det, der er godt for det.

Når du ser dit sind som et miniunivers, åbenbares, at det, det skal gives, er lys, solskin og ikke skyernes mulige komme.

Manden i historien havde givet sine planter og dermed dette miniunivers, alt det gode, de havde brug for, givet dem det der var godt for dem, så de på optimal vis kunne optage det gode, der var til dem i jordens muld og samtidig lade det mindre ligge. På samme vis kan du nurse dit miniunivers, sindet, ved at give det alt det, der er godt for det, og undlade det der ikke er godt.

Giv dit sind positive tanker, omgiv dig med positive væsener, opsøg det der følelsesmæssigt gør dig godt, gør dig glad og undlad at give sindet de oplevelser, der ikke gør dig godt opmærksomhed – lad dem ligge. Giv dit sind den gødning, der er godt for det og i de portioner det kan optage – og glæd dig over det. ​


Recommended Posts

Ingen kommentarer endnu. Tilføj din stemme nedenfor.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *