Jeg har 25 og 15 års Jubilæum

Huha, hvor tiden går, og hvor er det fantastisk at se tilbage på, hvad der er sket gennem alle disse år 🙂

Min vej ind i den spirituelle verden tog fart, da jeg mødte min eksmand, Steen Kofoed i 1991. Jeg havde indtil da taget et kursus i astrologi og mediteret et par år, men udover det kendte jeg ikke meget til det spirituelle område.

Jeg tog derfor Steens healeruddannelse, mest for at finde ud hvad han egentlig lavede 🙂 Den uddannelse blev skelsættende for mig, da jeg, udover at få Danmarks bedste healeruddannelse, opdagede mine clairvoyante evner, som jeg fandt ud af, at jeg havde brugt hele mit liv, men bare ikke havde været klar over det.

På healeruddannelsen fik jeg lært at håndtere og bruge mine clairvoyante evner bevidst. Og hurtigt gik jeg i gang med at bruge dem til at lave personlige meditationer, som jeg indtalte på kassettebånd.

Jeg mediterede to gange dagligt, og meget blev afklaret og sat på plads i mig gennem mine meditationer. I 1993 blev jeg i en af mine meditationer bedt om at skrive en bog. Bogen blev kanaliseret til mig over ti dage, hvor jeg hver dag skrev i 45 minutter. Det var grænseoverskridende for mig, der var en jordnær vestjysk lærer. Men med støtte og opmuntring fra flere, og især fra Steen, udgav jeg den kanaliserede bog ”Livets håndbog” i 1994.

Steen Kofoed har i det hele taget været en stor støtte, inspirator og hjælper i al min tid som clairvoyant, underviser og forfatter. Vi har haft et fantastisk arbejdsfællesskab, hvor vi har lavet kurser, skrevet bøger, haft en brevkasse, hjulpet virksomheder og enkeltpersoner sammen, vi har hjulpet hinanden med hinandens respektive kurser, uddannelser og andet virke. Og ikke mindst har vi arbejdet spirituelt sammen, ved i samarbejde at få ny viden og nye teknikker fra den åndelige verden til vores arbejde. Et samarbejde som har skabt flere healings- og clairvoyanceteknikker samt kurser og uddannelser, der bygger på denne viden.

Steens og mit første reelle samarbejde startede i 1993, hvor vi begyndte at lave ”Bevidsthedsbilleder” sammen. Steen malede under meditation billeder, som jeg derefter tolkede clairvoyant. Disse billeder brugte vi både til at hjælpe enkeltpersoner med deres personlige udvikling og til at hjælpe virksomheder med at gennemskue, hvad der kunne optimere virksomheden, som TV2 nyhederne for øvrigt bragte et indslag om i 1997 – og det var meget ”langhåret” dengang 🙂

I 1996 begyndte jeg at undervise i meditation… ​Jeg havde selv opdaget den fantastiske virkning, meditation havde haft på mig, både ift. ro og overskud og ift. min personlige udvikling, så det var vigtigt for mig at viderebringe det til andre. Og ikke mindst vigtigt at videreformidle, at det ikke behøvede at være sekterisk at meditere, ej heller at man skulle meditere på bestemte tidpunkter, to gange om dagen mm. Men at bare lidt hver dag gør en kæmpe forskel.

Et budskab der stadig er vigtig for mig. Derfor har jeg bl.a. igennem ti år afholdt walk-in meditation hver mandag, så man har mulighed for at meditere sammen med andre og ikke mindst få erfaring med meditation.

Efter at have fået vores 3. barn valgte jeg at blive redaktør gennem nogle år, mens jeg sideløbende havde clairvoyance sessioner og påbegyndte skrivningen af min roman ”Kvinden”.

I slutningen af 2001 sagde jeg mit job op som redaktør op, da jeg havde besluttet at blive selvstændig – og dagen efter ringede Nordisk Film og spurgte mig, om jeg ville deltage i ”Fornemmelse for mord”, som jeg siden har deltaget i alle tre sæsoner af.

Mit liv som fuldtidsselvstændig startede for alvor i januar 2002. Jeg havde klinik hjemme i Hvalsø og afholdt meditationskurser i København, mens jeg sammen med Steen skrev ”Livet i døden” og fik udgivet 2. udgaven af ”Livets håndbog” og CDen ”Ind til dig”.

Den 1. august 2007 etablerede jeg Center – Indre Respons, som er et behandlerfællesskab. I 2012 havde jeg brug for et større undervisningslokale og flyttede derfor centret fra Vendersgade til Købmagergade, hvor centret med dens 10 behandlere nu har haft til huse i 5 år den 1. august 2017.

Clairvoyancevejleder Skolen blev ”født” i 2009 sammen med Lisbeth Schubert, som trådte ud af skolen i 2011. Siden har jeg selv drevet skolen, og det er blevet til mange uddannede professionelle og dygtige clairvoyante gennem årene.
Og da flere og flere jyder og fynboer efterspurgte uddannelsen i nærheden af dem, startede jeg i foråret i år det første hold på skolens nye afdeling i Odense.

Jeg har sikkert glemt noget af alt det, jeg har lavet gennem årene, men det har været dejligt at tage en tur ned ad memory lane. Og ikke mindst undervejs på turen at mindes nogle af alle de mennesker, jeg har mødt igennem årene, som klienter, kursister, samarbejdspartnere mm.

Jeg er universet dybt taknemlig for, at jeg har fået lov til at hjælpe og berige andre med min viden og hjælp, som bl.a. er kommet af mit tætte samarbejde med den åndelige verden.
Jeg er i ligeså høj grad dybt taknemlig og ydmyg over for alle jer, der har vist mig jeres tillid til at lade mig guide jer både personligt og uddannelsesmæssigt. Samt alle jer, der gennem samarbejde, undervisning, sparring mm. har beriget og inspireret mig gennem årene.

Her i mit jubilæumsår har jeg mødt mange nye spændende og dygtige mennesker, hvoraf nogle vil være mine fremtidige samarbejdspartnere sammen med gamle bekendte fra branchen.

Jeg glæder mig over alt det nye, der viser sig for mig – og ser frem til, hvad de næste mange år byder på i mit virke. Jeg er åben, tager imod og klar til at alt det nye sammen med det eksisterende 🙂

Det vil glæde mig meget, hvis du har lyst til at være med til at fejre mit jubilæum og centrets fødselsdag ved min reception, hvor jeg vil servere noget koldt at drikke og snacks.

TIRSDAG DEN 1. AUGUST 2017
KL. 17.00-19.00

i Center – Indre Respons
Købmagergade 55,3, København

Velkommen til min blog

Her i sommeren 2015 var jeg på en længe ønsket rejse til Assisi i Italien. Allerede i 1993 stiftede jeg bekendtskab med Franz af Assisi, og her opstod mit ønske om et møde med den energi, han repræsenterede. Livet formede sig sådan, at det først i 2015 blev til en reel fysisk manifestation.

Jeg vil lige indskyde, at jeg ikke på nogen måde tilhører nogen kirker, trosretninger eller andet, men tværtimod gennem hele mit liv har taget afstand til stramme doktriner og regler for, hvordan min tro på noget større end mig skulle praktiseres. Så det var ikke en søgen efter en kirke eller andet, men en søgen efter den energi, der kommer til stede, når et menneske og senere mange mennesker er i bøn og mediterende på samme fysiske sted.

Og den energi der mødte mig i denne lille by oppe i bjergene, var af en helt anden karakter, end nogen anden jeg indtil da havde mødt. Straks følte jeg mig hjemme og blev mødt med en hjertelighed, kærlighed og åbenhed både fra byen og de mennesker, jeg mødte der. 

Jeg havde ikke noget specifikt mål med mit ophold i byen, udover at jeg skulle holde ferie med min mand, meditere og skrive på min bog, sidstnævnte hvis det faldt mig for.   

Min første meditation i byen foregik i Basilica di Santa Chiara, og aldrig tidligere i mine mange års meditationspraksis har jeg oplevet en smukkere og stærkere tilstedeværende energi. Denne meditation åbnede nye døre i mig og i min tilgang til den åndelige verden…